Den nye lufthavn i Pokhara
Der etableres “Fast track” mellem den nye internationale lufthavn og Lakeside. Konstruktionen af den nye lufthavn i Pokhara, skrider frem efter planen og ser ud til at åbne i 2021. Landingsbanen bliver 2.500 meter lang og 45 meter bred og kan dermed håndtere fly af typen Airbus A320 og Boeing 737 osv. De første fly landede i Pokhara omkring 1951-52, men en egentlig lufthavn, og dermed Pokharas første, blev opført i 1970 med japansk hjælp – og den ligger efterhånden midt inde i Pokhara og vender således, at den ikke kan benyttes af større flymaskiner. I Nepal håber man på international trafik fra f.eks. Kina, Indien, Emiraterne osv., og i optimismens navn udvides vejen mellem Talchowk og Begnas med hjælp fra Verdensbanken, så der bliver en Fast Track mellem lufthavnen og Pokhara Lakeside.