Nepal var lukket land for bare 75 år siden. Men hvem var de første rejsende til det utrolige land.
Nepal var dengang næsten lukket land. Under Rana-dynastiets styre var udenlandsk adgang stærkt begrænset, og det var først i 1947 at de første videnskabelige ekspeditioner blev inviteret. Og den amerikanske ornitolog S. Dillon Ripley, var den første. Herefter Bill Tilman – og så Annapurna osv.
Men i 1952 udgav den amerikanske ornitolog S. Dillon Ripley “den lille bog “Search for the Spiny Babbler” om den nepalesiske larm-drossel. Den byggede på hans ekspedition til Nepal i 1948-49 – en rejse, der siden er blevet stående som en milepæl i nepalesisk ornitologi. Ripley kombinerede videnskabelig systematik med sans for eventyr og kulturhistorie, og netop den blanding gør bogen levende den dag i dag. Ripley rejste ind under “dække” af Yale University, Smithsonian Institution og National Geographic Society. Hans videnskabelige tyngde åbnede dørene, og han oplevede på nært hold Maharaja Mohan Shamsher Ranas hof – præget af pomp, ceremoniel og fjerpragt. Han beskriver ex. ret detaljeret om den amerikanske ambassadørs audiens og det ceremonielle øjeblik, hvor Maharajaen blev tildelt Legion of Merit.
Bag disse kulisser lå det egentlige mål, nemlig at udforske Nepals bjerge og dale for fugle. Ripley ville kortlægge arterne og især opspore den gådefulde bjergvagtel, som ingen havde set i måske århundrede år. Vagtlen fandt han aldrig, men i buskene omkring en lejr gjorde han et sensationelt fund: Spiny babbler (Turdoides nipalensis – den nepalesiske larmdrossel), Nepals eneste endemiske fugleart, kendt fra Hodgsons 1800-tals beskrivelser, men siden forsvundet fra videnskaben. Ripley nedlagde et eksemplar og genkendte den på de stive, børsteagtige fjer på issen – hvilket blev skelsættende for Sydasiens ornitologi.
I dag véd vi, at arten lever i krat og markkanter over hele Nepal – fra Pokhara og Tansen til Kathmandu-dalen og videre mod øst og vest. Den er sky, ofte mere hørt end set, med en stemme, der blander kvidren, knitren og kluklyde. Men i 1948 var den et videnskabeligt spøgelse, og Ripley var den første, der bragte den tilbage til forskningen.
Hans dagbog fra ekspeditionen rummer langt mere end feltarbejde. Den er fuld af beskrivelser af dagligliv i bjergene, rejser på oksekærrer og elefantryg gennem lavlandet, de praktiske frustrationer ved lejrlivet – og den stille glæde ved timevis af venten i skovene. Bogen er både naturhistorie og rejseberetning, skrevet med en nysgerrighed, der stadig smitter.
Ripley satte et varigt aftryk. Senere stod han bag monumentale værker som det 12-binds Handbook of the Birds of India and Pakistan (1968–74), skrevet sammen med Salim Ali, og hans første fund i Nepal banede vejen for klassiske værker som Flemings Birds of Nepal (1976) og Inskipps Guide to the Birds of Nepal (1985).
Set i et større perspektiv falder Ripleys rejse ind i en tid, hvor Nepal for alvor åbnede sig mod verden. Samtidig med de første store bjergbestigninger – som Herzogs Annapurna i 1950 – blev landets fugle- og naturhistorie sat på det videnskabelige kort. Ripley var i sin egen ret en pionér.
Når man genlæser Search for the Spiny Babbler i dag, står det klart, at Ripley ikke kun skrev om fugle. Han tegnede også et portræt af et land i overgang – et Nepal, hvor tradition og isolation mødte videnskab og international interesse. Og netop derfor fremstår hans fortælling stadig som et unikt dokument: halvt dagbog, halvt naturhistorie – og helt igennem pionérarbejde.
