Da den japanske buddhistiske munk Ekai Kawaguchi ankom til Nepal i 1899, var landet “Blank on the map” på verdenskortet. Kawaguchi blev første japaner i Nepal – ikke som diplomat eller handelsmand, men som buddhistmunk, religiøs tænker, sprogforsker og politisk iagttager i en tid, hvor store dele af Asien var under pres fra kolonimagter.
Kawaguchi havde studeret tibetansk i Darjeeling og ønskede at trænge ind i Tibet, som dengang var lukket for udlændinge. Han overvejede både Bhutan og Nepal som adgangsveje, men valgte til sidst Nepal. Ikke kun af praktiske grunde, men fordi Nepal rummede noget afgørende sanskritmanuskripter, buddhistiske pilgrimssteder – og et kulturelt arvegods, der fortjente at blive forstået og bevaret. At ingen japaner før ham havde været der, spillede også en rolle.
Via kontakter i Darjeeling fik han adgang til det buddhistiske miljø i Kathmandu og rejste derfra videre til Mustang. I Tsarang studerede han buddhisme og tibetansk retorik, før han i hemmelighed krydsede grænsen til Tibet. I næsten to år levede han forklædt som tibetaner, indtil han blev afsløret, og han måtte flygte under dramatiske omstændigheder.
Tilbage i Darjeeling erfarede han, at tibetanske venner, der havde hjulpet ham, var blevet arresteret. Det førte ham igen til Nepal, hvor han henvendte sig til den legendariske premierminister Chandra Shumsher Rana med et ønske om at få viderebragt en appel til den 13. Dalai Lama. Samtidig tilbød han Nepal noget konkret: en omfattende samling japanske buddhistiske sanskritmanuskripter.
I 1905 overrakte Kawaguchi en fuld 100-bindsudgave af Tripitakaen til den nepalesiske stat – et værk, der i dag opbevares i Nepals nationalarkiv. Til gengæld blev han selv betroet indsamlingen af sanskritmanuskripter og religiøse genstande. Udvekslingen var ikke blot akademisk, men dybt politisk: viden for viden, arv for arv.
Under et senere ophold formulerede Kawaguchi sine tanker i et langt brev til Chandra Shumsher, bevaret i Madan Pustakalaya. Her argumenterede han for Asiens kulturelle enhed og beskrev Nepal som Gautama Buddhas fødeland og som et moralsk centrum for buddhistisk tænkning. Han foreslog samtidig, at Nepal kunne drage nytte af japansk viden inden for uddannelse, administration, industri og infrastruktur. Det var et tidligt, bemærkelsesværdigt bud på asiatisk samarbejde – formuleret længe før begrebet udviklingsbistand fandtes.
Kawaguchis engagement rakte også ind i det konkrete. Under et pilgrimsbesøg i Lumbini i 1912 konstaterede han, at lokale ofrede dyr til et billede af Maya Devi i den tro, at det forestillede en hinduistisk guddom. Kort efter udstedte Chandra Shumsher et dekret, der forbød dyreofringer ved Buddhas fødested.
Set i dag fremstår Kawaguchi ikke blot som opdagelsesrejsende eller munk, men som en tidlig asiatisk intellektuel, der så forbindelser, hvor andre så grænser. Hans rejse til Nepal var ikke en flugt fra verden, men et forsøg på at gentænke Asiens rolle – kulturelt, politisk og moralsk – i en moderne tid.
Kawaguchi boede i en periode i Marpha i Kali Gandaki-dalen mellem Annapurna og Dhaulagiri, hvor “huset han “Kawaguchis hus” stadig ligger.
