Festivaler i Kathmandu-dalen – Machhendranath


Rato Machhendranath

En  af forårets vigtigste festivals er Rato Machhendranath i Patan . Den er en  pendant til Seto Machhendranath som foregår i Kathmandu, Altså den røde og den hvide festival for  fiskeguden. Tidspunktet er  omkring

nytårstid, hvilket svarer til  ca. midt i april måned, og begge er chariot festivals.

Det billede af den røde Machhendranath  , der bringes rundt i disse chariots, har to tilholdssteder. Det ene er landsbyen Bunga og det andet sted er Tahbahal i Patan.

I Bunga, som ligger adskillige kilometer   syd for Patan opbevares guden i sommermånederne. For dette områdes newarbefolkning er det en meget vigtig guddom og også meget vigtigere end ”søsteren” i Kathmandu.

Guden omtales gerne som Bungadyo og er meget beslægtet med de newariske bønders chariot festival, men den er også af længere varighed og ofte meget mere præsentabel  end Kathmandu’s. De historiske beskrivelser går tilbage til det 9. århundrede og er faktisk Kathmandu dalens ældste. De 4 specielle områder  hvor der særligt festes er  foruden i Patan, Gabahal,Sundhara, Lagankhel og Jawalakhel, og i hvert af områderne fejres  hvert stop af lands- bybeboerne.

Rato Machhendranath guden boede engang i det nordøstlige Indien ved Kamakhaya bjergene indtil yogien Gorakh-nath indfangede dalens regnguder for at varsle om Machhendranath’s komme. Den følgende tørke var så ødelæggende at en udpeget gruppe   tog til Kamakhaya bjerget for at udføre bestemte ritualer, så guden blev overtalt til at rejse fra Assam og lette pinslerne for Kathmandu dalen. Sammensværgelsen virkede og guden vendte tilbage til Bunga i form af en bi for transportens skyld. Først flere århundrede senere byggedes det andet hjem for guden i Tahbahal i Patan. Guden bliver ført hertil i slutningen af efteråret i en khat fra Bunga.

Når festivalen tager  sin begyndelse indledes badeceremonierne, og Patan’s Kumari  bringes til nabotemplet Minnath. Gudebilledet i Tahbahal anbringes på en piedestal i Lagankhel, da det også skal bades, men tildækket føres det tilbage til Tahbahal, fordi det nu skal males i al hemmelighed i løbet af de næste  10 dage og gennemgå de buddhistiske newares livscyklus. I dagtimerne bygges de tårnhøje chariots i Minnath og i Pulchowk. Omkring solnedgang på  festivalens første dag tager præsterne  billedet frem og anbringer det i en khat. De tager det med i en 30 minutter lang procession til Pulchowk, hvor det sættes til offentlig skue i de næste dage.

På den 4. dag begynder selve chariot-pulling. Den lille  chariot, hovedsagelig trukket af børn, kommer til Pulchowk for at invitere Machhendranath på en tur gennem Patan. Kun på denne første dag er det Minnath der fører an. Alle kan være med ved rebene og få den oplevelse med. Turen går til Gabahal, og her kommer Patan’s Kumari , hun sidder på en lille trone i en times tid og kommer igen enten næste dags morgen eller eftermiddag, mens lokalbefolkningen bringer offergaver især i form af ris, da Machhendranath er ansvarlig for den regn, der får riset til at gro.

Næste stop er Sundhara . Her bliver man også en dags tid og charioten  fejres med masser af musik  hele dagen. Igen efter flere dage når man til Lagankhel, hvor man går rundt om et træ, som siges at være eller at huse Machhendranath’s mor. Festlighederne her kendes specielt ved at sprede de 8 lykkevarslende  tegn . Den mest vellidte af dem er kokos faldet, der hvor man oppe fra selve toppen lader en nød falde, og hvem der end får nødden vil blive velsignet enten med en søn eller en datter inden et år.

Der er nu en pause på ca. en måned før vognen føres det sidste stykke til Jawalakhel. Det falder  sammen med de

første præ- monsun skyller. Når  rygtet er gået hvornår datoen er for Bhoto Jatra ,  dagen hvor den hellige juvelbesatte vest vises frem for folket, så  samles menneskemængden om natten til de sidste ofringer, pujas og festmåltider, og som klimaks bliver  Machhendranath’s ris  kastet ud til folket.

Den næste dag nærmer vi os så  festivalens afslutning, men endnu engang skal Kumari i en khat bringes fra Gabahal til en lille hytte  (dharmsala ) nær ved chariots. Så ankommer kongeparret for at overvære fremvisningen af vesten. Den juvelbesatte vest blev betroet til Machhendranath på grund af en uoverensstemmelse om dens ejerskab. Vesten bliver vist tre gange grangiveligt for at give dens ejer en chance for at kræve den tilbage- men det sker aldrig-..Kongen hylder de to guder inden han forlader stedet, også Kumari vender tilbage til sit hus. Gudebillederne fjernes og bringes i en khat hele vejen tilbage til Bunga, hvor man først når frem efter mørkets frembrud.

Vognene demonteres så   for hjul etc., det hele gemmes væk til næste år. Nogle dage efter gudens tilbagekomst holder byen Bunga en stor fest, hvor også Bunga’s egen Kumari kommer for at byde guden velkommen hjem.

 

Seto Machhendranath.

Seto Machhendranath er også en  chariot festival, den foregår hovedsagelig i Kathmandu engang i januar måned og strækker sig over mindst 3 dage men ligeså ofte også op til en uge.

Det er også specielt en newar festival, hvor deres elskede gud bringes gennem den gamle bydel. Festivalen har sandsynligvis sin oprindelse fra den lignende i Patan, men den siges at være indviet af  Kong  Gunakamadev, som var grundlæggeren af Kantipur (gamle Kathmandu) og allerede i det 10. ende århundrede.

Vognen har 4 træhjul og  et højt tårn af  fyrregrene, hvorfra der hænger mange vimpler med lovprisninger. Hjul, forstavn og statuerne opbevares i newar klostre, mens tårnet laves nyt hvert år. Blot nogle få dage før festivalens start bygges vognen op, dog ikke alt for  robust, fordi  vognen på sin vej  vil møde alskens forhindringer, som gør  at den gerne udsættes for mange uheld. Tårnet for eksempel styrter ofte ned over husene.

Sidst på eftermiddagen bæres billedet af den hvide Machhendranath ud i en khat. Samtidig bæres Kumari ud og anbringes i sin khat, hvorefter hun bæres til Taleju templet, mens Machhendranath føres  i procession til Indrachowk,og videre op til Bangemuda pladsen for at standse ved  Jamal over det sted, hvor det siges at man opdagede guden. Statuen kommer i sit hus  båret af præsterne mens andre mennesker  klatrer op i tårnet for at hænge vimplerne op helt fra toppen. Kusken giver signal og mængden rykker kraftigt i rebene og med nogle få træk begynder vognen at bevæge sig tungt ned ad vejen.

Der er utrolig mange huller og andre forhindringer til at sagtne vognens fart. Når vognen er kommet forbi hovedgaden kan den stoppe her natten over eller nå helt frem til Asan tole. Om natten kommer folk med ofringer og tænder olielamper, og børnene klatrer op og ned ad vognens sider. Hver dag flyttes vognen nogle få husblokke og fra Asan tole er det næste stop Hanuman Dhoka og så videre til Lagankhel. Hvornår det end måtte være den sidste dag gives vognen officielt et lille træk for at afslutte festivalen, og gudebilledet føres af præsterne tilbage i templet før vognen så endelig demonteres den næste dag.