Over 120 topbestigninger og desværre hele 11 dødsfald

Der er nu over 120 topbestigninger af 8.000’erne i Nepal. Mt. Everest, Kanchenjunga, Makalu, Manaslu er blandt andet toppet her i maj måned. Men desværre er der allerede i skrevne stund hele 11 dødsfald, eller noget nær 7% i forhold til topbestigningerne. Det er et meget højt tal, og nær 6-700 bjergbestigereventer på det gode vejr og især topdagene på Mt. Everest.

Tendensen ser ud til at være klar ifølge Explorersweb, Alan Arnette, HimalayanTimes og alle de andre gode tilgængelige medier og desværre tyder det på, at de nye og meget billige udbydere er overrepræsenteret i den kedelige statistik.

Seven Summit Treks, som tidligere har været anklaget for at være indblandet i forsikringsskandalen omkring påtvungne helikopterredninger og ekspeditioner uden fulde tilladelser til bl.a. Everest, står alene for fem dødsulykker – og sæsonen er slet ikke færdig endnu.

Der er desværre også et par andre, som er overrepræsenteret.

Det antydes i Nepal, at de har svært ved at tiltrække de bedste guider og har mange uerfarne hjælpere i bjergene, at de ikke tilbyder sikkerhedskurser og træning, og at de betaler lavere løn, end man gjorde få år tilbage.

Priserne på de bedste Everest ekspeditioner ligger typisk på 350-400.000 kr. med en vestlig ekspeditionsleder, hvor budgetudbyderne er nede i halvdelen – og det tiltrækker kunder. Men desværre ser det ud til, at sikkerhedsniveauet ikke følger med.

I starten af 00’erne var langt de fleste ekspeditioner på de store 8.000 meter toppe guidet af vestlige bjergbestigere og klatreguider, dvs. med en baggrund i vestlig sikkerhedstankegang. Det er faldet fra omkring 3/4 af alle ekspeditioner til noget nær 1/5 i 2019. Et påfaldende fald, som selvfølgelig udspringer af de meget lave priser, der tiltrækker flere mennesker og specielt ”Newcomers” i ret stor stil fra både Kina og Indien. Og rent forretningsmæssigt virke det – men sikkerheden ser ud til at være taberen.

De store bjerge er meget risikable at bevæge sig i, marginalerne er minimale, og derfor bør man som ikke erfaren tænke sig meget grundigt om, inden man vælger en stor ekspedition. Den bedste vej er selvfølgelig erfaringsopbygning – og ja, det tager mange år, masser af slid og mange bjerge, som man måske slet ikke når toppen af, inden man vender om – men det er det, som øger erfaringen og dermed ens sikkerhedsmargin. Går man ikke den vej, men i stedet den ”moderne” udgave først med Kilimanjaro og derefter Mt. Everest-agtige tilgang, kan de bedste udbydere som Adventure Consultants, Intl. Mountain Guides osv. med fordel tænkes ind i ligningen.

Man kan samtidig håbe, at Nepals regering tager situationen alvorligt og strammer kravene for ekspeditionsudbydere på Everest i forhold til sikkerhed, guideuddannelse og normering, program og udstyr samt ikke mindst miljøpåvirkningen – og måske endda sætter antallet af tilladelser ned.