– flytrafikken vokser markant, mens de nye lufthavne reelt står tomme
Tribhuvan International Airport i Kathmandu er presset til bristepunktet. Nepals største og vigtigste lufthavn håndterer nu flere passagerer, end den oprindeligt er bygget til. I 2024 rejste omkring 6,5 millioner passagerer gennem lufthavnen, hvis kapacitet er sat til otte millioner årligt – og væksten fortsætter.
Siden 2020 er både national og international lufttrafik vokset eksplosivt. Hvor antallet af internationale passagerer i 2020 lå på lidt over 1,1 million, var tallet i 2024 næsten fem millioner. Det samme gælder indenrigsflyvninger, som i samme periode steg fra 1,4 til 4,5 millioner passagerer. Og alene i de første 11 måneder af 2025 er der allerede registreret over 7,8 millioner rejsende.
Stigningen har også ført til en tredobling i antallet af flyoperationer, og det lægger et massivt pres på infrastrukturen i en lufthavn, der i forvejen er kendt for forsinkelser, trængsel og begrænset komfort.
Store udvidelser – men ikke nok
Myndighederne er i fuld gang med en større opgradering af Tribhuvan gennem det såkaldte Air Transport Capacity Enhancement Project. Her indgår blandt andet nye taxibaner, udvidede parkeringsarealer for fly, forbedret sikkerhed og moderniseret trafikstyring. Ifølge Nepals Luftfartsmyndighed (CAAN) vil projektet på sigt sikre bedre koordinering, færre forsinkelser og højere sikkerhed.
Men udvidelserne halter efter udviklingen. Trods arbejdet oplever lufthavnen fortsat daglige flaskehalse, og samtidig står to nybyggede internationale lufthavne i henholdsvis Bhairahawa og Pokhara stort set ubrugte hen. Problemet er ikke manglen på kapacitet – men manglen på fly og ruter og især Pokhara er nok på randen af en skandalelufthavn finansieret af kineserne og omgærdet af korruption.
Underudnyttede alternativer
De to nye lufthavne blev bygget for bl.a. at aflaste Tribhuvan, men kommerciel flytrafik er kun opstartet i begrænset omfang. Ifølge eksperter skyldes det både logistiske, reguleringsmæssige og operationelle udfordringer. Samtidig fastholder store internationale selskaber deres ruter til Kathmandu, hvilket yderligere begrænser mulighederne for at sprede trafikken.
Derfor opfordrer både branchefolk og myndigheder nu til en mere balanceret national strategi, der ikke blot fokuserer på udvidelser i hovedstaden, men også på at aktivere og markedsføre alternative lufthavne.
Fremtiden: Mere kapacitet eller mere koordination?
Nepal har de seneste år satset stort på turisme som en motor for økonomisk udvikling, men det kræver infrastruktur, der kan følge med. Ifølge Bikram Raj Gautam fra luftfartsmyndigheden er langsigtede investeringer afgørende for at sikre stabil vækst og international tillid.
“Vi opererer i dag over kapacitet. Det er ikke holdbart på sigt,” siger han og understreger behovet for både hurtige løsninger i Kathmandu og langsigtet aktivering af landets øvrige lufthavne.