En kort historie
I 1960’erne og 70’erne rejste en bølge af unge vestlige eventyrere østpå via den legendariske Hippie Trail eller RTK -Road to Kathmandu, som strakte sig fra Europa gennem Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan, Indien og videre til Nepal.
For mange endte rejsen i Kathmandu, der dengang var et fristed med billigt liv, spirituel søgen og et fællesskab af ligesindede rejsende.
Byens gamle og første ”turist”centrum var Maru Tole og kort derefter, Freak Street, der summede af små guesthouses, røgfyldte te-huse og caféer, hvor man frit kunne købe hash, som på ”Eden”. Men som tiden gik, overtog Thamel rollen som byens nye mødested for rejsende, trekkere og rejsende.
Og her opstod KC’s restaurant, som hurtigt blev mere end blot et spisested. Det blev et samlingspunkt og et ikon for dem, der havde fulgt Hippie Trail hele vejen til Nepal. KC’s blev stedet, hvor folk mødtes, udvekslede historier fra vejen, og fandt ro og nærvær efter måneder på farten. Mange knyttede venskaber, som blev til livslange relationer, og nogle mødte endda deres livsledsager ved de store, fælles borde.
KC’s var også restauranten og samlingspunktet, hvor rejsende kunne finde hjemlighed og fællesskab i højtider, langt fra deres egne familier. Særligt julemiddage var et fast indslag, hvor rejsende samledes om store borde fyldt med mad, som en pause fra måneder på støvede veje og bjergstier.
I takt med at Kathmandu ændrede sig, og Thamel voksede som centrum for de nye bølger af rejsende, ændrede også KC’s sig. Thamel blev fra 1980’erne og 90’erne byens rejsendes hjerte, og nye steder dukkede op – men KC’s holdt fast i sin plads som et af de mest populære mødesteder. Det var her, folk delte måltider, trak vejret efter bjergbestigninger, og samlede sig, før de drog videre.
Selvom KC’s i dag er langt mindre end dengang og ikke længere spiller samme centrale rolle i byens rejseliv, lever arven videre. For dem, der var en del af den tid, står minderne stadig skarpt. Minder om latter, samtaler, venskaber og følelsen af at høre til i et fremmed land.
KC’s var en del af et særligt Kathmandu – et Kathmandu, der tog imod verdens vagabonder med åbne arme og gav dem et midlertidigt hjem, et måltid og måske en ny retning i livet.