Everest 70 år d. 29. Maj 1953
I år er det 70-året for førstebestigningen af verdens højeste bjerg. På en gigantisk ekspedition under ledelse af John Hunt, lykkedes det Tenzing og Hillary at nå toppen af Everest d. 29. maj 1953. Det var efter 11. tidligere forsøg startende med den britiske reckognosceringsekspedition i 1921.
Tørre tal:
De er sket meget siden den første bestigning. I 1980 havde Everest 100 bestigninger, i 1990 var det steget til 300 bestigninger – og i 2001 krydsede tallet 1.000 bestigninger og 3.130 bestigninger i 2010.
I udgangen af december 2022 havde Mt. Everest så lige under 14.200 forsøg og i alt 11.341 bestigninger hvoraf knap 50% er hjælpere. 309 er omkommet mod verdens top.
6.338 personer har nu besteget Everest. 439 udlændige og 1.048 ”sherpaer” har besteget bjerget flere gange – ikke bare flere gange, men faktisk hele 5.003 gange i alt og Kami Rita har besteget Everest 26 gange og går i foråret her efter en 27. gang. 115 personer har besteget Everest mere end 10 gange!.
Nepal eller Tibet:
Everest er helt klart mest besteget fra Nepal, ikke mindst grundet den kinesiske obstruktion i Tibet. I alt har sydsiden 7.695 bestigninger mod 3.646 fra Tibet på nordsiden.
Brug af kunstig ilt, normalvejene, ”solo” og andet:
Under 2%, i alt 221 personer har besteget Everest uden brug af kunstig ilt (**) – men strengt tolket har kun fire personer besteget Everest reelt uden ilt og hjælp, afhængig af definition osv.
35 har traverseret bjerget, dvs. op en rute og ned via en anden rute og 668 har besteget Everest fra både syd og nord (også en dansker, Asmus Nørreslet). Og meget, meget få har besteget Everest via andre ruter end den klassiske Sydøstkam fra Nepal og Nordøstkam fra Tibet.
**Uden brug af kunstig ilt er et definitionsspørgsmål. For stort set alle 221 har ganske naturligt benyttet bjergets infrastruktur som faste reb og den slags hjælp, base camps, camps og sherpaernes arbejde på bjerget – og tilgang til ilt, hvis/når det måtte presse til. På den led er de fleste ”uden ilt” bestigninger en vanvittig flot atletisk superpræstation. I øvrigt har danske Rasmus Kragh toppet Everest uden brug af kunstig ilt.
Her tre af historiens flotteste Everest-nedslag, hvor bestigningerne har været helt særlige:
Everest har én reel solobestigning. Og det er Reinhold Messners helt utrolige bestigning i monsunen 1980, hvor han var alene på bjerget og bestiger det uden brug af kunstig ilt. Måske er ruten gentaget?
I 1986 går Jean Troillet og Erhard Loretan Hornbein couloiren på nordsiden af Everest i ren alpin stil, uden hjælp – og de bestiger verdens højeste bjerg på 43 timer. Der er vist kun 6 bestigninger ad Hornbein Couloiren i alt.
I 1988 topper Stephen Venables Mt. Everest fra Kangshung Face (østsiden, den mindst kendte af Everest’s sider) på en tre-mands ekspedition ad en sindssyg rute. Der er vist kun 3 bestigninger fra Kangshung Face.
Danskere og Everest:
• 67 danskere har gennem 72 år forsøgt sig på Everest
• 20 danskere har nået toppen
• En dansker, Jeppe Stoltz, er omkommet på selve Everest
• En dansker, Asmus Nørreslet, har besteget Everest to gange
• En dansker, Per Bager, har forsøgt sig uden for forårssæsonen (i monsunen)
• En dansker, Gert Ramussen, har forsøgt sig på en alternativ rute på nordsiden (Messners 1980 rute)
• To danskere, Mads Granlien og Asmus Nørreslet, har besteget Everest uden for de to normalruter (via Sydpillaren).
• Jens Trolle og Stina Glavind var de sidste danskere på det gamle Hillary Step (som forsvandt i jordskælvet)
• Rasmus Kragh besteg som pt. eneste dansker Everest uden brug af kunstig ilt (2019)
Alle danske Everest bestigninger, hvem har besteget Everest:
https://www.mountains.dk/bjerg/everest-mount-everest-mt-everest
2023 sæsonen:
Det forlyder at rekordmange vil forsøge sig på Everest i 2023 sæsonen, således er forudsigelsen at mere end 500 vil forsøge sig i år, op fra 409 i 2021. Det betyder at tallet i base camp og derover er 3-4 gange højere med hjælpere, køkkenfolk, basecamp folk, guider osv. Et ret vildt tal.
Tillykke til alle som har toppet Mt. Everest gennem årene – og til alle som os andre, der har vandret ind til foden af det flotte bjerg – og til Nepal for at have en af verdens største trekkingoplevelser i lige dele kultur og natur.
Alle danske Everest bestigninger, hvem har besteget Everest. Læs her