Dalbhat Nepalmad KiplingTravel

Smagen af Nepal

Smagen af Nepal – et køkken formet af højde, klima og historie

Nepals køkken er ikke én tradition, men mange –  faktisk er Nepal et landskab på tallerkenen, formet af ekstreme højdeforskelle, forskellige klimaforhold og et mosaikagtigt samfund af forskellige befolkningsgrupper. Fra Himalayas høje, kolde egne over bakkerne til Terais frugtbare sletter i syd har hver region udviklet sine egne råvarer, teknikker og smage. Tilsammen udgør de et køkken, der er blandt Sydasiens mest varierede – og mindst standardiserede.

De fleste kender til “standardspisen” Dal Bhat, Nepals allestedsnærværende dalbhat. For besøgende er nepalesisk mad sjældent blot et spørgsmål om gastronomi. Den er social praksis og hverdagsøkonomi. Når gæster inviteres ind i landsbyers gårdrum for at se, hvordan korn dyrkes, grøntsager fermenteres og retter tilberedes over åben ild, bliver måltidet en fortælling om livsformer. Erfaringer fra tehuse og Community Homestays viser, at netop denne form for madkultur ofte forlænger ophold og styrker lokal indtjening.

Et gammelt kulinarisk princip lyder, at mad først spises med øjnene, dernæst med næsen og til sidst med tungen. I Nepal er maden ofte enkel, men gennemtænkt. Den skal være nærende, let at fordøje og tilpasset klimaet. Mange traditionelle retter bygger på krydderier, der både giver smag og har medicinske egenskaber. Udfordringen er derfor ikke at modernisere køkkenet, men at bevare dets balance, når det præsenteres for udenlandske gæster.

Kathmandu-dalen og midtlandet

I Kathmandu-dalen og Pokhara er maden i stigende grad blevet en iscenesat oplevelse. Restauranter kombinerer regionale retter med traditionel musik og dans og gør måltidet til kulturformidling. Samtidig findes et væld af små spisesteder, hvor særligt det newariske køkken stadig lever i sin mest uforfinede form – serveret uden forklaring, men med dyb lokal forankring.

Thak Khola – Thakali køkkenet

En af Nepals mest kendte kulinariske traditioner er Thakali-køkkenet. Thakali-folket stammer fra Thakkhola i Mustang, hvor kosten historisk har været baseret på boghvede, byg, hirse og kartofler. Deres klassiske Thakali khana set serveres med ris eller dhindo – en fast grød – ledsaget af linser, grønt, pickles og kød, overhældt med ghee. Smagen defineres af krydderier som jimbu og timur. Mange Thakali-restauranter drives af kvinder, og køkkenets succes skyldes i høj grad deres konsekvente kvalitet og gæstfrihed.

Lavlandet, Terai

Fra Terai-sletten kommer Mithila Thali, et samlet måltid med over 15 små retter, udviklet af mesterkokken Santosh Sah. Her kombineres dal, bhat og roti med madhesiske specialiteter som tilauri og taruwa. Råvarerne leveres ofte direkte fra landsbyer, forarbejdet af kvinder i hjemmene, og restauranterne fungerer som både spisesteder og kulturcentre.

Newar-køkkenet

I Kathmandu-dalen dominerer Newar-folkets køkken. Den ikoniske ret Samayabaji – ofte kaldet ”gudernes morgenmad” – ofres traditionelt først til guderne og spises derefter som hellig mad. Retten består af fladtrykt ris (chiyura), krydret kød (choyala), linsepandekager (bara), æg, pickles og hjemmelavet alkohol (aila).

I syd har Tharu-folket udviklet et køkken tæt knyttet til landbrug og sæsoner, mens Himalaya-regionens retter – som shakpa, tingmo og butter tea – er designet til kulde og højde og spiller en praktisk rolle for trekkere.

Et moderne udtryk for denne kulinariske helhed findes i Bhaktapur, hvor restauranten Tusa serverer en sæsonbaseret syvretters menu, der fortolker Nepals regionale køkkener. Her bliver maden en fortælling om landet selv. I Nepal er mad ikke blot ernæring. Den er landskab, klima og kultur – samlet på én tallerken.

Nepals køkkener – begreber og korte ”opskrifter”

Dhindo
Fast grød af boghvede, hirse eller majsmel. Koges langsomt i vand og serveres med linser, grønt og pickles. Basisføde i bakkeland og Himalaya.

Thakali khana set
Ris eller dhindo, linser, sæsonens grønt, pickles og kød. Overhældes med ghee. Krydring med jimbu (lokal løgplante) og timur (nepalesisk peber).

Samayabaji
Newar-ret bestående af chiyura (fladtrykt ris), choyala (krydret kød), bara (linsepandekage), pickles og aila (hjemmelavet alkohol). Ofres traditionelt til guderne.

Mithila Thali
Samlet måltid fra Terai: dal, bhat, roti, yoghurt, pickles og madhesiske specialiteter som tilauri og taruwa.

Shakpa
Nudelsuppe fra Himalaya med kartofler, grønt og kød. Energirig og letfordøjelig i højden.

Butter tea (su cha)
Salt te pisket med smør. Drikkes i kolde egne for varme og energi.

Phulaura
Friterede linse- eller boghvedekugler, udbredt blandt Tharu- og Tamang-folk.

Aila / Raksi / Chhyang
Lokalt produceret alkohol baseret på ris, hirse eller byg. Indgår både i hverdagsliv og ritualer (sagun).

Rejser til Nepal byder på store oplevelser, også spændende mad og kulinariske oplevelser, Kipling Travel er eksperter i Nepalrejser og der er et link her

Del denne nyhed

Ligende artikler

Hirsen er mere hårdfør, tåler tørke og magre jorde og har i generationer været grundlag for større fødevaresikkerhed i Nepals landområder.

Hirse i Nepal –

Kodo – hirsen i Nepal – til spise og Tongba I perioder blev hirse i Nepal betragtet som et ”nødkorn”

Lumbini, Buddhas fødested i Nepal

Lumbini og UNESCO

Lumbini, Buddhas fødested i Nepal Lumbini undgår UNESCO’s fareliste – foreløbigt Lumbini, Buddhas fødested og Nepals måske mest berømte verdensarvssted,